Kære Byforeningsmedlemmer

Endnu et år er gået.

Byforeningens arrangementer blev afsluttet med juletræstænding og fællessang ved gadekæret i samarbejde med Tersløsegaard. Et rigtig hyggeligt arrangement med gratis entre til Mindestuerne og servering af æblesuppe.

Efterfølgende gik rigtig mange af de fremmødte i fakkeltog til Byforeningens julehygge med varme æbleskiver og forfriskninger akkompagneret af Bennys guitar og sange. Alt sammen i et smukt snedækket landskab. 

Kaneføret gjorde, at julemanden også nåede frem. Dette til stor glæde for store og små, som især satte pris på hans store kurv med godter.

Se alle de glade minder fra julearrangementet her.

En stor tak til alle jer, som i årets løb har støttet op om foreningens arrangementer.

Vi ser frem til et inspirerende og aktivt 2024, hvor vi glæder os til at se jer.

Med disse ord ønsker Tersløse Byforening alle en glædelig jul og et rigtig godt, aktivt og lykkebringende nytår.

Categories:

Tags: