Vedtægter
Til enhver forening hører vedtægter til…
Tersløse og omegns Byforening baseres på regler – vedtægter, der holdes ved lige af bestyrelsen – Du kan altid læse dem her!
Tersløse og omegns Byforening
Vedtægter
§1) Formålet med Tersløse og omegns Byforening er at arbejde for at udvikle byen så den bliver mere attraktiv at bo i. Foreningen arbejder for især byforskønnelse, udvidelse af kulturtilbud, sociale arrangementer, mere lokal natur samt trafiksituationen. Foreningen arbejder ikke partipolitisk og er ikke tilknyttet en religiøs retning.
§ 2) Foreningen har hjemsted i Tersløse, 4293 Dianalund.
§ 3) Alle personer over 18 år med bopæl i Tersløse kan blive medlem af foreningen.
4) Foreningens bestyrelse består af en formand/kvinde, en kasserer og yderligere tre medlemmer. Desuden vælges 2 suppleanter. Formand/kvinde og kasserer vælges for en 2-årig periode. Øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for en 1-årig periode. Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling som afholdes på den første tirsdag i november. Der vælges en revisor som ikke er en del af bestyrelsen. Revisoren vælges på en generalforsamling og for en 2-årig periode.
§ 5) Det koster 100 kr. pr. år pr. medlem at være medlem af foreningen. Medlemskontingentet går primært til forplejning, udgifter til infomateriale, hjemmeside mm., men kan efter bestyrelsens beslutning også anvendes til andre formål der understøtter § 1.
§ 5a) Foreningens kontingentår og dermed regnskabsår er fra 1. oktober til 30. september. Nye medlemmer, der betaler første kontingent efter 1. august, er først pligtig til kontingentbetaling pr. 1. oktober det efterfølgende år.
§ 6) På generalforsamlingen gennemgår formanden årsberetningen og kassereren fremlægger årsregnskab og budget til godkendelse. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig hvis 1/3 af medlemmerne er repræsenteret. Beslutninger træffes herefter ved almindelig stemmeflertal. Der er 1 stemme pr. betalende medlem.
§7) Foreningen kan opløses ved beslutning på en generalforsamling hvis generalforsamlingen er beslutningsdygtig jf. § 6. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med opløsning af foreningen som eneste beslutningspunkt. Afgørelsen træffes ved simpelt stemmeflertal.
§7a, Vedtægter kan ændres på en generalforsamling efter stemmeflertal,jf. § 6).
§ 8) Såfremt Foreningen opløses overgår foreningens aktiver til Tersløsegård.
§ 9) Indkaldelse til generalforsamling skal ske senest 3 uger før, via mail. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Hvert medlem er ansvarligt for skriftligt at oplyse bestyrelsen om mailadresse eller telefonnummer.
§ 10). Hvis 10 eller flere medlemmer skriftligt anmoder herom skal bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.
§ 11) Bestyrelsen afholder møde efter behov, dog minimum 4 årlige møder inkl. generalforsamling. Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøderne på frivillig basis, men har ikke stemmeret.
§ 12) Der udarbejdes referat fra bestyrelsesmøderne som formanden opbevarer. Referater fra bestyrelsesmøde sendes ud senest 1 uge efter bestyrelsesmødet til bestyrelsen.
§ 13) Medlemmer har kun stemmeret når kontingentet er betalt.
§ 14) Bestyrelsen er ansvarlig for oprettelse af en hjemmeside og udpeger et medlem af foreningen til at sikre opdatering af hjemmesiden. Bestyrelsen har ansvaret for reglerne for anvendelse af hjemmesiden, således at der sikres en ordentlig tone på siden.
Tersløse d. 5. november 2024